Ji-sig Taekwondo er ikke en sport i almindelig forstand.

Udover at Ji-sig Taekwondo har rødder tilbage i gammel buddhistisk filosofi, og alene derved adskiller sig fra megen vestlig sport/kropsudfoldelse, så udmønter forskellen sig også i den måde, hvorpå vi omgås det sted, hvor vi træner - dojangen!

Den nystartede udøver vil typisk bemærke dette for alvor, når vedkommende ser, hvordan øvede udøvere bukker, når de går ind og ud af dojangen.
Forundringen er tit stor, og den bliver ikke mindre, når nybegynderen ser, hvordan en træning bliver afviklet: Eleverne står på rækker, der bukkes tit, når der bliver givet kommandoer, og tit hersker der en koncentreret fortættet stemning, hvor eleverne reagerer hurtigt og indøvet på de ordrer, som instruktøren giver.

Instruktøren har den fulde autoritet under træningen, som han ikke skal retfærdiggøre, idet den ligger som en del af den Ji-sig Taekwondotradition, vi har overtaget fra Korea.
Som ny inden for Ji-sig Taekwondo kan disse førstehåndsindtryk virke chokerende, og mange har sikkert stillet sig selv spørgsmålet, om det nu også er nødvendigt med denne form for disciplin og etikette under træningen.

Hvad skal det egentlig gøre godt for? Svaret er ikke entydigt og enkelt, idet der formentlig findes lige så mange definitioner på, hvad der er den rigtige måde at træne Ji-sig Taekwondo på, som der er udøvere.

Det følgende er således blot en mening ud af mange og tænkt som inspiration. At indordne sig under en given disciplin vil betyde, at man til en vis grad skal underkaste sig nogle givne normer og regler. Alene udtrykket at underkaste sig, kan vel nok få det til at krympe indvendigt hos de fleste demokratisk vante Danskere.

En god portion sund skepsis er også på sin plads, idet det er vigtigt, at man kan se meningen og nødvendigheden af den disciplin, som man skal indordne sig under - ellers ville det jo blot være hjernevask!

Disciplinen i Ji-sig Taekwondo har en vigtig funktion alene derved, at vi i den daglige træning udfører teknikker, der i yderste konsekvens kan være dræbende.

Disciplinen tjener således til at skærpe elevens opmærksomhed, for på den måde at opnå 100 % koncentration om den teknik, der udføres.

Når man går ind i dojangen, afgiver man frivilligt en del af sit personlige råderum. Som tidligere nævnt har instruktøren den totale magt (og derved også et stort ansvar), som gør ham i stand til at udsætte eleverne for nogle kraftige ”stresspåvirkninger”. Som elev er man derfor tvunget til at ”efterlade” en del af sig selv udenfor dojangen. Følelser som forventning, begær og ønsker kan man ikke bruge til noget, idet man ikke selv er herre over de ydre påvirkninger, man udsættes for. Man er nødt til at møde træningssituationen med et ”åbent sind”.

Tvangselementet i træningen kan således spille en vigtig rolle og åbne op for en stor mulighed. Når man udsættes for fysiske og psykiske påvirkninger af instruktøren, bliver man tvunget til at vende disse indad og foretage en indre bearbejdning af dem. Ofte overfører man jo belastningen på sine omgivelser, men pga. at man i træningssituationen frivilligt har givet afkald på en del af sin personlige frihed, er denne mulighed elimineret, og man bliver derfor tvunget gennem en proces, hvor man er nødt til at erkende for sig selv, hvilke svagheder man måtte have som Ji-sig Taekwondoudøver.

Målet er altså selverkendelse, der jo ofte er vejen, som fører til personlig forbedring og vækst.

Instruktøren har således, gennem ydre påvirkninger, mulighed for at sætte en indre proces i gang hos eleven. Træningen bliver derved personligt udviklende, da opmærksomheden henledes på den indre modstander frem for den ydre.

Når man har gennemgået denne indre selverkendelsesproces, vil man også være i stand til at møde andre elever med åbent sind i f.eks. en kampsituation. At modstanderen er bedre, er nu ikke en dårlig ting, da vedkommende jo blot viser en, hvor man har svagheder og kan forbedre sig.

Med den førnævnte erkendelsesproces in mente, vil modstanderen nu fungere som et spejl - en partner, der kan hjælpe den enkelte til at forbedre sig. På denne måde kan Ji-sig Taekwondo-træningen blive til andet og mere end blot en tilfældig række hånd- og benteknikker, men også et led i den enkeltes personlighedsdannelse, som kan overføres til andre forhold i livet.

Det er denne funktion, disciplinen i dojangen skal have, da den derved får en opbyggende effekt. Alt dette Danner også baggrunden for de forskellige ritualer, der udføres under træningen - bukke, når man går ind, bukke for instruktøren og modstanderen etc. Det er her vigtigt, at man ikke forstår dette som noget ”ophøjet”, og som nybegynder vil man oftest ikke have noget forhold til disse ritualer.

Det er en proces, der strækker sig over flere år, hvor man til gengæld ofte vil opdage, at disse ritualer er blevet en uundværlig del af træningen.