For medlemmer er dette Billag 1 i pensum

INDLEDNING.

Hvornår må Taekwondo anvendes som selvforsvar og nødværge?
 

Vi er her inde på et vanskeligt område, idet der i straffeloven er anført flere forskellige muligheder for, at man bliver straffri for en foretaget handling, der normalt ville medføre straf.
 

Normalt bedømmes man hårdere end andre, hvis man øver vold mod andre personer og træner selvforsvar.

Der stilles større krav til en person, der træner selvforsvar end til andre med hensyn til at undlade at udøve vold og også med hensyn til at begrænse nødværgehandlinger til det nødvendigste.
 

 Forudsætningen for nødværge er, at der skal være tale om et overhængende eller påbegyndt uretmæssigt angreb. Du kan altså ikke udøve nødværge blot fordi du tror, at en person måske vil slå dig på et senere tidspunkt.
 

 Selv om du selv har givet anledning til angrebet, udelukker dette sædvanligvis ikke retten til nødværge.

Når angrebet er afsluttet, er retten til nødværge bortfaldet. Magtanvendelse overfor en angriber på flugt falder således uden for nødværge, dog kan en gerningsmand tilbageholdes med den fornødne magt til politiet kommer til stedet.
 

Nødværgehandlingen skal være nødvendig for at modstå eller afværge angrebet. Du kan dog udøve nødværge selv om du f. eks. har mulighed for at flygte fra angriberen, eller overlade dine ejendele til en tyv. Det kræves dog, at angrebet kun kan modstås eller afværges ved magtanvendelse. Du må således ikke bruge magt overfor en tyv, hvis du har mulighed for at tale ham til rette og bede ham vente til politiet kommer.
 

En yderligere forudsætning for nødværgehandlingens straffrihed er, at den ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person, og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt. Der kræves altså forholdsmæssighed mellem angreb og nødværge.

Eksempelvis kan du forsvare dig med farlige teknikker overfor en som er ved at angribe eller har påbegyndt et angreb med et våben, f. eks. en kniv, en kæp eller en pistol. Derimod er vold overfor en lille dreng, der truer en voksen mand med prygl, eller som antræffes i den pågældendes have i færd med at stjæle æbler, ikke en straffri handling.

 

 

 

NØDVÆRGE § 13.

Uddrag af straffeloven
LBK nr. 501 af 12/06/2009

Straffelovens § 13.

 

Handlinger foretagne i nødværge er straffri, for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt.

 

Stk.2. Overskrider nogen grænserne for lovligt nødværge, bliver han dog straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse.

 

Stk.3. Tilsvarende regler finder anvendelse på handlinger som er nødvendige for på retmæssig måde at skaffe lovlige påbud adlydt, iværksætte en lovlig pågribelse eller hindre en fanges eller tvangsanbragt persons rømning.

 

Hvis man bliver truet eller man på anden måde mener der er tale om et overhængende angreb har man ifølge §13, stk. 1 ret til at udøve nødværge. Det er en betingelse at du i dit selvforsvar tager hensyn til angrebets farlighed, og ikke går hårdere frem end nødvendigt ellers er det dig der udøver vold. Samme paragraf giver ret til at udøve nødværge for andre borgere eller forhindre tyveri eller hærværk.

 

Hvis du er gået for hårdt frem i dit selvforsvar og har skadet overfaldsmanden er du alligevel straffri hvis det kan begrundes med den opståede skræk eller ophidselse ved overfaldet (ifølge §13, stk. 2).

 

Hvis du træffer nogen der er i færd med at begå en forbrydelse, f.eks. et indbrud, har du ifølge §13, stk. 3 ret til at anholde den pågældende og pligt til at aflevere ham til politiet. Det er denne ret som private vagtfolk benytter sig af når de anholder en butikstyv. Du har som borger de samme rettigheder.

 

Det vil i øvrigt være en meget god ide med vidner hvis du på noget tidspunkt skal overbevise en dommer om at du har retten på din side. Typisk vil overfaldsmanden hævde at det var dig der overfaldt ham og måske endda melde dig til politiet for overfald! I så fald er det en fordel at være den første til at anmelde sagen til politiet.

 

Har dit nødværge skadet overfaldsmanden har du pligt til at hjælpe ham ifølge §250 og §253. Det er i det hele taget strafbart ikke at hjælpe til, hvis nogen er i livsfare uanset årsag.

Kilde: Retsinfo.dk

 

Uddrag af straffeloven
LBK nr. 501 af 12/06/2009

 

§ 250. Den som hensætter en anden i hjælpeløs tilstand eller forlader en under den pågældendes varetægt stående person i en sådan tilstand, straffes med fængsel indtil 8 år.

§ 253. Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, som, uagtet det var ham muligt uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre, undlader

1) efter evne at hjælpe nogen, der er i øjensynlig livsfare, eller

2) at træffe de foranstaltninger, som af omstændighederne kræves til redning af nogen tilsyneladende livløs, eller som er påbudt til omsorg for personer, der er ramt af skibbrud eller anden tilsvarende ulykke.

 

Følg altid disse få regler:

·         Undgå at komme i en situation hvor du bliver nødt til at bruge taekwondo. Undgå f.eks. barer og diskoteker der er berygtede for slagsmål.

·         Gå eller løb fra situationen hvis den opstår.

·         Tal dig ud af situationen

·         Kontroller dine teknikker, specielt når du ikke føler dig meget truet

·         Brug kun den samme kraft som der bliver brugt mod dig.

 

TÆNK, TÆNK OG TÆNK derfor på ikke at overreagere, hvis du en dag skulle blive nødt til at bruge selvforsvar. Når manden er uskadeliggjort, må du altså ikke knække armen på overfaldsmanden, bare for en sikkerheds skyld. Grundprincippet er at du altid skal bruge din sunde fornuft.