PTSD? - Vi er der for dig!
Et projekt for dig der er ramt
Der er indtil nu doneret 400 kroner til "Projekt PTSD" på 28 97 98 04


PROJEKTET STØTTES AF

 

 

Baggrund for projektet

Som soldat har jeg rigtig mange kollegaer med PTSD, og jeg ved at mange har oparbejdet social angst.

Jeg ved også at PTSD rammer mange andre faggrupper, og også rammer uden for arbejdsmarkedet.

PTSD skelner ikke imellem Køn, alder og erhverv, men fælles for alle er at alle kan have behov for hjælp!

Derfor åbner Ji-sig Taekwondo Stevns op med fri pladser til PTSD ramte personer (Og nej det behøver ikke at være veteraner)

Desværre har klubben ikke økonomien til at betale udstyret (Skulle der være et firma der vil sponsorere et eller flere standard sæt, dragt, handsker og nogle tandbeskyttere, i alt ca 1000kr pr sæt så skal de være velkomne til dette, og sættene vil være øremærket til udlån til PTSD Ramte!!)
Mobilpay 28 97 98 04 mrk PTSD (Og gerne afsender også)

Alt andet betales af Ji-sig Taekwondo Stevns.

Et forløb for en PTSD ramt vil vare 4-12 måneder (efter behov), og vil foregå på den ramtes præmisser, dvs, at man kan sige fra hvis noget virker for uoverskueligt, og man vil altid kunne ringe til trænerne, også bare for en snak!

Hvad får man så ud af et forløb?
- Man kommer ud i blandt mennesker ... Uden at der er for mange
- Man kommer til at få trænet, både fysisk og psykisk
- Man vil opleve at have berøring med mennesker, og mennesker vil berøre dig.
- Man vil blive støttet i alt, vi hjælper med indmeldelse, Køb af udstyr (hvis man vil have sit eget.... vi prøver at skaffe noget låne udstyr)
- Man skal ikke tænke på økonomien med kontingent og gradueringer.
- Man kan lave en aftale så man bliver mindet om at komme til træning (igen individuelt behov)
- Man vil have mulighed for et møde med de 2 hovedtrænere (Tomas og Frederik) for at tale om de individuelle behov
- Der er mulighed for at få løbende "status samtaler"

Hvad kan vi garantere der ikke sker:
- Din historie bliver ikke delt med andre i klubben.... med mindre du selv deler den (dette kan også ske i plenum hvis du ønsker dette)
- Ingen får at vide du er PTSD ramt ... Med mindre du selv fortæller det, eller ønsker vi fortæller det.
- INTET kommer uden for klubben med mindre du ønsker det, eller har behov for det.

Igen.... det er på DINE præmisser, vi stiller blot klub og os selv til rådighed!

Ring gerne til Tomas på 27 37 50 16 (du kan også skrive en besked på facebooksiden, men den kan alle trænere læse)

 

Hvad er PTSD?

 

Post-traumatisk stress syndrom (PTSD) er en psykisk tilstand, som opstår på baggrund af én eller flere traumatiske hændelser og som har store konsekvenser for dem, der rammes. PTSD griber omfattende ind i den enkeltes evne til at udføre de mest basale opgaver i hverdagen og forårsager reaktioner i både sind og krop – meget ofte reaktioner som om man stadig befandt sig i centrum af det traumatiske. Den traumatiske hændelse fortsætter således, på flere måder, med at bryde ind i tilværelsen hos det enkelte menneske. De daglige genoplevelser og det daglige tankemylder, er ukontrollerbare "indbrud" i den enkeltes psyke, der efterfølges af ligeså ukontrollerbare følelser. Det er traumaforbundne måder at tolke sig selv og verden på. Sådanne følelser kan være særdeles invaliderende og efterlader ofte den ramte med opfattelsen af, ikke længere at kunne kende sig selv. Man taber identiteten - følelsen af at være den samme, hvorved kontinuitet og troen på egen sociale rolle forsvinder.

PTSD kendetegnes både ved biologiske ændringer og af psykiske symptomer og kompliceres ofte af depression, angst, misbrug, hukommelsesproblemer og andre fysiske og psykiske lidelser.

I forbindelse med den traumatiske oplevelse opstår der ofte delvist hukommelsessvigt og vedvarende symptomer på overfølsomhed og anspændthed, såsom søvnproblemer, irritation eller vredesudbrud. De fleste har vanskeligt ved at koncentrere sig og er anspændte. Vanskelighederne kan komme direkte efter traumet eller først optræde måneder senere.

Det er desværre stadig en udbredt misforståelse i kredse uden adgang til den nyeste viden, at ptsd kun kan opstå efter ét stort udløsende traume. Al ny viden viser tydeligt, at der også kan være tale om flere gentagne traumer af mindre voldsom karakter. Samtidig lægges der nu også diagnostisk vægt på arbejdsmæssige og øvrige sociale følgevirkninger.

Hvad er en traumatisk hændelse?

Selv om det umiddelbart kunne synes nemt, forholder det sig alligevel noget anderledes når en traumatisk hændelse skal defineres i forhold til at diagnostisere PTSD. Ny forskning har løbende bidraget til øget viden om, hvad der kan anses som værende udløsende faktorer. Samme forskning har også påpeget kulturelle, sociale, køns- og aldersmæssige forskelle. Traumer kan i bred forstand være forbundet til krigshandlinger, tortur, vold, voldtægt, bilulykker, naturkatastrofer, brand, terror angreb, alvorlig vanrøgt, trussel om død, men også til et pludseligt og uventet tab, af en man er nært knyttet til og til alvorlig sygdom. Men også traumelignende oplevelser i forbindelse med fx. fødsler kan udløse PTSD.

En traumatisk hændelse vil som regel indeholde både objektive og subjektive aspekter.Det objektive er selve den fysiske hændelse (uheldet, truslen osv.) og det subjektive er hvordan man oplevede den fysiske hændelse( intens angst, hjælpeløshed eller rædsel).

Det er altså ikke udelukke nde hændelsens reelle omfang der har betydning, men i lige så høj grad ens egen opfattelse af den.

ex. man bliver truet med noget der bagefter viser sig at være en legetøjspistol. Man var rædselsslagen under selve forløbet og troede man skulle dø. Man har godt nok aldrig været i fare, men var selv overbevist om det under hændelsen. Her kan den subjektive opfattelse gøre hændelsen til et traume.